Seksualitet

Lungekræft ændrer hverdagen og derfor også seksuallivet. Kræften og behandlingen sætter sit præg på kroppen, og derfor oplever mange, at det er svært at være intim med sin partner.

Gode råd til at holde gang i seksuallivet

Seksualiteten er ikke altid afgørende for et godt samliv. Mange lever i et godt og kærligt parforhold med nærhed, omsorg og kropskontakt uden decideret seksuel aktivitet. Men vil du gerne holde gange i seksuallivet, er der flere ting, du kan gøre:

  • Vær fysisk aktiv og få mere luft
  • Træn din vejrtrækning
  • Spørg din læge om luftvejsudvidende medicin
  • Tal med din partner om jeres seksualliv
  • Prioriter seksuallivet på de tidspunkter, hvor du har mest energi og overskud
  • Spørg gerne din læge eller en sygeplejerske til råds
  • Brug glidecreme
  •  Tal med andre kræftramte
Få gode råd til en bedre vejrtrækning

Sex, når du har åndenød

Mange lungekræftpatienter har svært ved at trække vejret ordentligt. Åndenøden kan gøre det fysisk svært at have seksuelt samvær. Mange er derfor nervøse for, hvad sex vil gøre ved vejrtrækningen.

Det bedste, du kan gøre, er at prøve dig frem. Gå roligt til værks og mærk, hvornår din åndenød bliver værre. Efterhånden som du bliver klar over, hvilke ting der forværrer åndenøden, kan du prøve at undgå dem ved at bruge stillinger, der ikke generer din vejrtrækning. For de fleste gælder følgende:

  • Det er lettere at sidde eller stå end at ligge under din partner.
  • Undgå at bøje dig meget fremover.
  • Sørg for, at du er i en behagelig, understøttet stilling, så du bedre kan slappe af.
  • Tag det stille og roligt.
  • Hvis du bruger inhalator, kan du prøve at bruge den før og efter, at I har elsket.
Få gode råd til, hvordan du får din vejrtrækning til at fungere optimalt i hverdagen i vores folder At leve med åndenød

3 grunde til, at lungekræft påvirker seksuallivet

1. Din fysik er forandret – åndenød, hoste, træthed og smerter

Du har ondt, du er træt, og den mindste anstrengelse kan forværre din vejrtrækning. Derfor er det ikke så underligt, at det at lade et andet menneske komme tæt på din krop, kan være både skræmmende og uoverkommeligt. Mange er bange for, at de mister vejret, når de kysser deres partner, for et kys på munden indebærer, at du ikke trækker vejret imens.

2. Du er psykisk svækket – tristhed, depression, kropsforandring, utilfredshed med sig selv, manglende lyst til sex, samlivsproblemer og utryghed ved sin partner

Mange oplever, at deres selvopfattelse ændrer sig, når de bliver syge. Selvtilliden har fået et knæk, og det kan være svært at vise sin krop frem. Måske føler du dig utiltrækkende og frastødende på grund af forskellige fysiske symptomer – en opfattelse som nogle gange deles af partneren. Både du og din partner er påvirket af dit sygdomsforløb. For at have det godt sammen er det vigtigt, at I taler sammen om, hvordan I har det. Også de svære ting som fx at have mistet lysten til sex.

Som mand med lungekræft kan du måske opleve en følelse af ikke at være ’en rigtig mand’. En følelse, der kan skyldes, at den seksuelle rollefordeling er ændret på grund af sygdommen. Tidligere var du måske den, der tog initiativ til seksuelt samvær. Nu føler du dig måske svag og tvunget til at ændre dine seksuelle vaner og samlejestillinger. Igen er det vigtigt, at du taler med din partner.

Som kvinde kan du have problemer med tørre slimhinder i skeden som følge af manglende lyst. Du kan få medicin og cremer til at afhjælpe det. Spørg din læge til råds.

3. Du oplever bivirkninger ved den medicinske behandling

En del medicin hæmmer mandens rejsningsevne og kvindens seksuelle funktion. Det gælder bl.a. binyrebarkhormoner, blodtrykssænkende medicin og antidepressiver. Også kemoterapi kan give bivirkninger, bl.a. at slimhinderne bliver tørre, skrøbelige og ømme. Og så er det svært at gennemføre et samleje.

Hør overlæge Anders Mellemgaard fortælle om tørre slimhinder som bivirkning ved behandlingen


Se film om kræft og seksualitet

I filmen ’I lyst og nød’ fortæller danske par og singler i forskellige aldre og med forskellige kræftdiagnoser om kræften og seksualiteten. Du kan låne filmen enten via Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller via internettet på www.bibliotek.dk.

Du kan også se Knuds og Lisbethss rørende historie om at finde tilbage til hverdagen efter lungekræft.

Filmen er udarbejdet af Patientforeningen Lungekræft i samarbejde med Bristol-Myers Squibb og Luce.


Læs mere om at være pårørende til en lungekræftpatient